Navneord kan tilhøre forskellige køn, men hvilke? Det kigger vi nærmere på i denne artikel.
I Danmark opererer vi med to køn, når det kommer til navneord – nemlig fælleskøn og intetkøn. Da der ikke er nogen dybere semantisk mening mellem, hvilke ord der placeres i kategorien fælleskøn, og hvilke der placeres i kategorien intetkøn, er køn typisk sådan noget, der volder udlændinge, der ønsker at lære dansk, besvær.
Navneords køn har betydning for, hvordan navneordet bøjes.
Lad os tage et eksempel. Navneordet fiskestang er fælleskøn, og hedder det i ubestemt ental ’en fiskestang’ og i bestemt ental ’fiskestangen’ frem for ’et fiskestang’ og ’fiskestanget’.
Sådan kan du kende forskel på fælles- og intetkøn
Hvis et navneord er fælleskøn, vil det slutte på -en, når det indtager bestemt form i ental, mens navneord, der er intetkøn, slutter på -et i bestemt form ental.
Rigtig mange har svært ved at huske, hvilke navneord der er intetkøn, og hvilke der er fælleskøn.
En god huskeregel er, at navneord, der er intETkøn, er dem, hvor det rigtige er at sætte ET foran i ental.
Tidligere havde vi tre køn i det danske sprog
Hvis du har læst artiklen kronologisk, ved du, at vi i Danmark har to forskellige køn – fælles- og intetkøn. Sådan har det dog ikke altid været. Tilbage i tiden havde vi i det danske sprog tre køn – nemlig han-, hun- og intetkøn.
Dette ændrede sig dog allerede i middelalderen, hvor han- og hunkøn begyndte at flyde sammen i fælleskøn.
Nogle af de danske dialekter har dog bevaret de tre køn helt op til vores dage. Det være sig eksempelvis vendelbomål og bornholmsk.
Lidt drillende kan man desuden hævde, at visse dialekter kun benytter et køn. Blandt nogle vestjyder benyttes eksempelvis intetkøn stort set ikke. Her siges der i stedet for ting som: ”En hus og en lam.”